Måske skulle jeg lige starte helt fra begyndelsen. Daniel blev kontaktet af en rekrutteringsmand, Per Bang, som ville tilbyde ham job i Grønland. Det skulle dog kun være Daniel, som skulle afsted, og jeg skulle blive i Danmark. Daniel skulle så rejse frem og tilbage mellem Grønland og Danmark, hvor han ville være afsted 8 uger i Grønland og 2 uger i Danmark. Dette blev dog ikke til noget, men Daniel var blevet lidt hooked på Grønland, og så muligheden for at komme hurtig i job. Daniels tanke var så, at vi begge skulle afsted i et år for at få noget på vores CV. Der gik dog ikke længe før han sprang en bombe, som gik ud på at jeg skulle overveje muligheden for at skulle være afsted i 2 år!!!!!
Jeg sagde ja, og onsdag d. 28. september blev en betydningsfuld dag fyldt med sommerfugle i maven, for det var den dag, at vores liv fik en ny drejning. Daniel fik tilbudt job hos MT Højgaard i Nuuk. Vi havde i længere tid, inden denne dag, et ønske om at komme til Grønland, så vi var villige til at skulle afsted. MEN vi havde ikke regnet med at det skulle være 14 dage senere. Det var lige præcis der, knuderne begyndte at sno sig i maven.
Nu er det så ved at være 14 dage senere og vi er på nippet til at skulle afsted. (Igen sommerfugle) Den sidste uges tid er gået med at sige på gensyn med familie og venner. Det er dog med blandede følelser at skulle afsted. Når jeg bliver spurgt, om ikke jeg glæder mig til at skulle afsted, siger jeg selvfølgelig ja uden at tøve. Men når alt kommer til alt, aner jeg jo ikke hvad jeg glæder mig til, for jeg ved ikke hvad det er, jeg kommer op til. Min situation er den, at jeg skal finde job, da det kun er Daniel, som allerede har job. Næsten alle vi taler med, siger at det ikke bliver noget problem for mig at finde et job, og det glæder mig, men som alt andet i livet er der ingen garantier. Der er ingen, på nuværende tidspunkt, der ved hvornår jeg får job. Puha... Knuderne tager deres indtog i min mave igen. Uanset hvad, skal jeg selv tro på det, og det gør jeg bestemt. Så første mission på min vej, er at finde et job.
Der er en masse ting der er usikre i forhold til denne rejse, men én ting jeg ikke tvivler på, er at det bliver en oplevelse og der ingen anden person end Daniel jeg hellere ville dele den med!
I min mave er der både sommerfugle og knuder, men jeg er lige ved at tro sommerfuglene har overtaget :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar