Nu har jeg lige sendt Daniel i byen, så jeg har en stille aften for mig selv. Det er nu ikke fordi jeg ikke har haft tid til at pleje bloggen her i ugen, for jeg har været sengeliggende siden onsdag. Derfor har jeg heller ikke det helt store at berette. Der er dog en aften her i ugen, som bør få en kommentar på vejen. Det er tirsdag d. 14. februar.
For nogle vil det staks minde dem om Valentins dag, og ja, det var også Valentins dag. Måske vil nogle tænke, at jeg vil bruge de næste 100 ord på at beskrive hvilken overdådig dag Daniel havde planlagt. Der må jeg dog igen skuffe. Der var ingen blomster, ingen morgenmad på sengen, ingen søde kærlighedskort og slet, slet, slet ingen gavekort til massage.
Ret skal være ret. Vi synes begge det er en tåbelig tradition og derfor går vi begge ind for ikke at fejre denne dag.
Det næste jeg nu skriver, kan godt lugte lidt af at jeg ikke helt er tro mod vores fælles mening om Valentins dag, men det er dog ikke tilfældet. Jeg er jo jyde og jeg så et godt tilbud, som jeg ikke ville gå glip af.
Nu kommer det - Jeg inviterede Daniel på fin lækker middag på Restaurant Sarfalik. Man kan vist godt betegne Sarfalik, som Nuuks fineste og bedste restaurant. Hvis ikke det er den bedste, så må den være på en delt første plads med Nipissa.
Allerede mandag havde jeg lidt dårlig hals, men tænkte at det nok ville gå over i løbet af natten. Tirsdag morgen havde jeg så fået det værre endnu, men jeg ville på Sarfalik om aftenen, så min samvittighed tillod mig ikke at blive hjemme. Sandt at sige havde jeg ikke den store lyst til at skulle ud om aftenen, for jeg var både træt og sløj, men af sted kom vi.
Efter vi blev placeret ved et fint dækket bord, fik vi et glas champagne og en fin lille seddel med aftens menu. Menuen bestod af en forret med røget ørred med en jordskokke-creme med brød og hjemmerørt smør. Til hovedret fik vi oksemørbrad med katoffelrösti og lidt grønt og til dessert stod den på passionsfrugtkage med hvis chokolade.
Maden var simpelthen så lækker og på trods af at vi ikke fejre Valentins dag, var det alligevel en dejlig kæresteaften med det bedste selskab jeg kunne tænke mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar